Page 22 - Demo

ligt, at alt som det legemlige Hylster var ifærd med at sønderrives, saa voxede Aandens Vinger og udfoldede sig alt mere og mere til mægtig at bre- de sig og løfte hende op til Forklarel- sens Hjem. Og saaledes (s. 6) viste det sig at ogsaa denne Taaresæd var ikke forgjæves, men som den for hende selv var Beredelsen til en evig rig Glæde? saa var den ogsaa for Andre til Velsig- nelse, idet hun antog da, uagtet sin sto- re magtesløshed, ja just formedelst den blev et saa opbyggeligt Eksempel paa Christi Troes Kraft. Ja det var en Prø- velsens Tid for hende, men en Seierens Tid tillige. Og hvem skulde vel kunne male den saaledes som han, hendes egen Sjæleven, da han længe forud skildrede en Andens, en Kjær Slægt- nings sidste Dage, skildrede dem saa levende, at det næsten lyder som en Profets om hans egen elskede Hustru, naar han sang
”Hun sad og ventede stille 12 Imens en Slægt henfoer
Hun vilde sin Sjæl ei skille Fra ham hun elsked’ paa Jord.
Hun vilde Hjertet ei vende
Fra ham, der var hos Gud: Hun vidste, han vented hende, Naar Prøvens Dage randt ud.
Der hang paa Væggen et Billed, Hver Dag hun saae derpaa,
Og Sjælen i Øjet spilled,
Mens brune Lokker blev graa.
12) Dette digt er, som Glahn antyder, møntet på Ingemanns svigerinde Thea Ingemann, der levede fra 1786 til 1851, de sidste 36 år som enke. Digtet udkom i Samlede Skrifter, 4. afd., bd. IX, København 1864, s. 145. Se Kristian Nielsen: anf. værk, s. 407. Glahn skriver fejlagtigt ”ventede” i stedet for ”vented” i titellinjen, har Kristian Nielsen venligst gjort mig opmærksom på.
(s. 7)
Hun krummet laa paa sit Leie Og saa fra Verden ud.
Hun havde til Trøst i Eie
Sin Kjærlighed og sin Gud.
Og kjærlig saa hun til Alle, Og Haabet holdt hun fast, Og Troen hun lod ei falde Til Himmelforhænget brast”
Ja til Himmelforhænget brast! Og nu er det bristet, nu er Døden aabnet for hende, Døren til Højtidsstuen, hvorom hendes Elskede sang nær sin Bortgang, Højtidsstuen, hvor Juletræet prydes, og hvor han stod forventningsfuld uden for Døren og glædede sig til at indlades13 - og hvor han snart derefter blev indladt. Ja nu er ogsaa for [over- streget] hende Døren aabnet, og nu holder hun Jul, evig glædelig Jul med sin elskede Ven, og med alle Guds ud- valgte Sjæle og hellige Engle evig Jule- fest hos Jesus vor Herre, hvem hun el-
13) Hvad Henrik Glahn her sigter til, kan næsten kun være Ingemanns digt ”Den hemmelighedsfulde Port”, som han fire dage før sin død fremsagde i ”en lille Vennekreds” i sit hjem (som note 2, s. 9, hvor og på følgende side hele digtet er gengivet). Ved denne lejlighed har Glahn uden al tvivl selv været til stede. Vendingen ”Højtidsstuen”, som Glahn bruger to gange i sin begravel- sestale, forekommer dog ikke i digtet, men er Glahns formulering. Bibliografisk er digtet rubriceret med nr. 542 i Kristian Nielsen: anf. værk, s. 163. Digtet nævnes som det sidste værk, Ingemann lagde navn til i 1861 under henvisning til en datering i Samlede Skrifter 15, IX, s. 212, men forfatter sætter forsigtigt et spørgsmålstegn ved året 1861 ud for nr. 542. Forsigtigheden kan lægges til side, al den stund Fr. Barfod i sit værk oplyser, da han omtaler Ingemanns oplæsning af digtet, at dette er skrevet ”forrige Høst”, altså i efteråret 1861.