Page 20 - Demo

Hjertelag for hvad der løfter Sjæle, saa at der skal ledes længe efter for at fin- de Mage dertil. Hun var jo som hans halve Sjæl delagtig med (s. 2) ham i alle hans Tanker, alle hans Digter- drømme, alle hans Stemninger.
Tidligt foto af Ingemanns grav
Naar han den fromme Psalmedig- ter rørte Harpen til Guds Pris, da var det jo hendes saavelsom hans fælleds Lovsang, der gav Tone, naar han, Danmarks kjærlige, trofaste Søn fandt sin Glæde i at skildre Fædrenes Idræt- ter og Skjæbner, saa at Børn og barnli- ge Sjæle luede derved, da var det jo hendes Bifald, hendes Glæde deri, der gav ham den første Løn, den første Be- kræftelse paa, at det, han havde skre- vet, var skikket til at vinde Indgang hos modtagelige Sjæle, og naar der aandede denne høje Renhed, denne milde Kjærlighed, denne smukke Rid- derlighed af al hans Skrift og Tale, af hele hans elskelige Væsen, saa behø- vede man blot see hende og høre hen- de tale for at føle, at disse to Menne- sker vare skabte for hinanden. Ja man behøvede blot at træde over deres Dør- tærskel, blot at see dem i deres yndige Digterhjem for at føle, hvor vidunder-
ligt de To passede tilsammen: ”det var ligesom om man blev et bedre Menne- ske, naar man traadte (s. 3) ind i de Stuer”- hørte jeg Mange sige9; - ja og det var jo ogsaa isandhed som om intet Urent, intet Lavt, intet Bittert kunde trives derinde, - man følte som en Duft af Barnlighed, Renhed, Højhed og Mildhed strømme sig i møde. Og den- ne Indflydelse udgik fra dem begge, saaledes at man ikke kunde tænke sig deres Hjem uden dem begge, ikke kunde tænke sig nogen af dem deri uden den Anden. Ja det var et vidun- derligt dejligt Sjælehjem, og det staar for Manges Erindring som et fortryl- lende Minde, saa ejendommeligt i sin Elskelighed og saa elskeligt i sin Ejen- dommelighed, at det nok tør kaldes Eneste i sit Slags.
Henrik Christopher Glahn (1810-1891)
9) Der var måske nok flere, der sagde det eller noget lignende, men det var dog nok H. C. Andersen, der havde formuleret sig først i den retning og i al fald også udbredt det mest i samtiden, nemlig igennem sine første erindringer på dansk fra 1855, hvor han bl.a. om det ingemannske hjem siger, ”at der gives Mennesker, i hvis Omgivelse man ligesom bliver bedre”. Mit Livs Eventyr, København 1855, s. 69.