Page 21 - Demo

Den sidste ejer i Glahnslægten af bogen med bl.a. begravelsestalen, Torben Glahn (1904-1989).
Saa blev han revet bort og Dan- mark mistede i ham en af sine ædleste Sønner, og Sorø By mistede i ham en Prydelse, der var dens Stolthed og Glæde; og hun - ak hun mistede ham, som hun her paa Jord omfattede med hele sit rige Hjertes dybe, inderlige Kjærlighed. Og fra den Tid længtes hun efter denne Stund. Hun levede endnu for ham; hidtil havde hun levet for (s. 4) ham i Samlivets Glæde, nu levede hun for ham i Adskillelsens Vemod. Nu levede hun i Mindet om ham, det rige Minde; nu levede hun i Virksomhed for ham, idet hun, saalænge der var Noget at udrette, og Kræfterne stode hende bi, foranstalte- de hans efterladte Værker udgivne, nu levede hun i Haabet om Gjensynet med ham, ja ventede stille som Blom- sten under Vintersneen venter paa Foraar, som den lille Fugl ved Vinter- tid, om hvem hendes egen Ven og Dig- ter sang,
I Sne staar Busk og Urt i Skjul;10 Det er saa koldt derude;
Dog synger der en lille Fugl
Paa Quist bag frosne Rude
10) Dette digt udgav Ingemann i 1831 i Huldre=Gaverne eller Ole Navnløses Lev- nets=Eventyr. Se Kristian Nielsen: Biblio- grafi over B. S. Ingemanns Forfatterskab (= bd. 7 i B. S. Ingemann-Selskabets skriftserie), København 2006, s. 85.
Giv Tid, giv Tid! Den nynner glad,11 Og ryster de smaa Vinger.
Giv Tid, og hver en Busk faar Blad, Giv Tid, hver Knop udspringer,
Giv Tid, og Livets Træ staar grønt, Maa Frosten det end kue,
Giv Tid og hvad du drømte skjønt, Du skal i Sandhed skue!”
Ja, hun gav Tid. Stille gudhengiven bar hun Prøvens Dage, ogsaa da de blev tungere, ogsaa da Byrde føjedes til Byrde, (s. 5) da de to Sjælens Porte, ad hvilken den gjennem Legemet træder i Forbindelse med andre Menneskesjæ- le, efterhaanden lukkede sig, da Syn og Hørelse Dag for Dag svækkedes, og hun sad der saa ene med sin Længsel, sad saa ene, selv mellem kjærlige Mennesker fordi Meddelelsens Midler vare afskaarne. Og da saa Sygdom- mens Mathed og Smerter kom til, ja da blev hun i Sandhed prøvet og da viste det sig ret, hvilken Kjærlighed og Tro, der med Jesu Naade boede i hendes Sjæl, da viste sig hendes ømme Kjær- lighed til hendes Venner, hendes milde Deltagelse for alle Mennesker, hendes barnlige Hengivelse i Guds Villie, hendes ydmyge Tro paa Guds Naade for Jesu Christi Skyld mod os Syndere, blandt hvilke hun nok troede om sig selv hvad hun og sagde, ”jeg staaer da nok nederst”, saa at det var øjensyn-
11) Netop da dette vers blev læst op af Glahn på kirkegården, ”begyndte den lille Fugl at qviddre i Solskinnet”! Denne rørende oplevelse havde B. S. Ingemanns ven siden ungdomstiden Theodor Schorn (1796-1879), da han deltog ved fru Ingemanns begravelse, haft og fortalt H. C. Andersen om, da han senere samme dag vendte tilbage til Køben- havn. H. C. Andersen ville ikke overvære begravelsen - for det var en meget kold vinterdag! Se H. C. Andersens Dagbøger, bd. VIII, København 1975, s. 9-10 (indførsler for 22. og 24. januar 1868).