Page 15 - Demo

Men Schultz blandede sig også i diskussionen om oprettelse af en al- mueskole, som en kommission kom med betænkning om i 1789. Året efter fremkom han med et lille teoretisk skrift, Gedanken über den Einfluß der Musik auf die Bildung eines Volks und über deren Einführung in den Schulen der Königl. Dänischen Staaten, et skrift, der straks vakte opsigt med to samtidige danske oversættelser. Her gik han ind for indførelsen af musik og sang som skolefag. Typisk for oplys- ningstiden så han musikfaget som et redskab til at højne folkets sædelige (moralske) dannelse og føre det frem mod tidens højeste mål: lyksalighed.
Og det gjorde han på baggrund af nedslående observationer angående salmesangen i kirkerne ude på landet. Det var, skriver han, ”eyn rohes Ge- schrey ohne reine Intonation und Zusam-menstimmung (harmoni)” til ”falsch gespielte, lärmende Instrumen- te”. Forståeligt nok blev denne kritik nedtonet i de to oversættelser...
Weyse kom i 1789 til København, hvor han blev elev af Schultz og boede hos ham frem til 1793. Derefter orga- nist ved Garnisons kirke og siden domorganist. Weyses musik, der be- finder sig et sted mellem Gluck og Mozart og op mod romantikken, har været altafgørende for guldaldertidens musikliv og har sat sit afgørende præg på udviklingen af de danske sange (romancer) og salmesangen med me- lodier til både Grundtvig- og Inge- mann-tekster. Hans interesse for den folkelige melodik i Schultz’ fodspor kom bl.a. til udtryk i hans to samlinger af sange til skolebrug, 1834 og 1841, ligesom han også har udgivet to hæfter med Halvtredsindstyve gamle Kjæm- pevise-Melodier 1839 og 1841.
Det folkelige som grundtone i In- gemanns morgen- og aftensange plus en række andre af de Ingemann- salmer, vi kender fra salmebogen, er da et samspil mellem digteren og de pædagogisk-musikalske bestræbelser helt tilbage fra 1790erne.
Men den folkelige tone i dansk salmetradition går længere tilbage, helt tilbage til renæssancen, og det vil sige til den tidlige lutherske kirke i Dan- mark.
Vi skal tilbage til vores første store salmedigter, Hans Christensen Sthen (f. 1544 i Roskilde og død 1610 i Mal- mø, som vi skal huske dengang var dansk!). Allerede i en alder af 21, dvs. i 1565, bliver Sthen rektor for latinsko- len i Helsingør, året efter præst ved St. Olai Kirke og fra 1670 til 74 både rek- tor og præst. Samtidig skulle han hver lørdag synge diskant i koret til aften- sang, ”ungdommen dermed at øve og forbedre”. I 1583 blev han af borgme- steren i Malmø kaldet til præst ved St. Petri Kirke og blev tillige provst.
Sthen var, ligesom den ca. 100 år senere Kingo, gift 3 gange. Han fik i alt 16 børn, hvoraf dog halvdelen døde under pesten 1580. Det slog dog ikke skår i hans tro eller livslyst, hvad der lyser ud af den indskrift, han i septem- ber samme år satte på et epitafium over de døde børn:
Våbenskjold fra
Hans Thomissøns Psalmebog 1569
