Page 11 - Demo

appel, der er langtidsholdbar. Evig- gyldig. En sang, ikke en salme. Et guldalderlandskab, der i al sin ukunst- lethed forvandler det konkrete land- skab til et sjæleligt landskab.
Denne blanding af enkelhed og dybde, anskuelighed og naturfølelse får sin fulde forløsning i Ingemanns Morgensange for Børn (1837) og i hans Syv Aftensange (1838).
Igen: sange og ikke salmer, men de har deres plads i salmebogen såvel som i Højskolesangbogen og ikke mindst i befolkningens hjerter og be- vidsthed. De er i deres konfessionsløse enkelhed og direkte anskuelighed fol- kelige.
Man kan diskutere, hvad der kom først, ægget eller hønen. Er det folke- ligheden, der sætter sit aftryk hos In- gemann, eller er det Ingemann, der skaber folkeligheden?
Det sidste rækker ind i den navn- lig tidligere ofte gentagne diskussion om Ingemanns plads i den kirkelige sammenhæng. Der har været nogen opposition mod Ingemanns salmer fra visse kirkelige kredse, ikke mindst i det 20. århundrede fra kredsen om- kring Tidehverv. Der har været dem, der ønskede Ingemann smidt ud af salmebogen, fordi hans tekster udtryk- te en uforpligtende almenreligiøsitet, ikke en strikt kristen forkyndelse. Som jeg engang hørte en præst sige i en diskussion: ”Der er for mange pipfugle i Ingemanns salmer”.
Den opposition har vist nu lagt sig selv i graven. Netop naturfølelsen og den folkelige tilgængelighed er det, der gør Ingemann uopslidelig og en døråbner for mange uden for kirkens mure.
En udløber af denne diskussion for og imod Ingemann har været den
opfattelse, at Ingemann er skaberen af folkereligiøsiteten, et udtryk, der ikke var velment. For folkereligiøsitet var at forstå som en fortyndet udgave af det egentlige, en opfattelse, der hang tæt sammen med årtiers gentagne bud- skab inden for den danske folkekirke gående på, at kristendommen ikke var en religion!
Ingemanns Den store Mester kommer eller, som Ingemann selv kalder den, Mesteren kommer, er trykt første gang i Nordisk Tids- skrift for christelig Theologi 1841.
Den diskussion skal ikke genopli- ves her. Tværtimod er min pointe, at Ingemann som religiøs lyriker (og dermed salmist) skriver sig ind i en tradition for folkelighed, som både rækker langt tilbage og langt frem. Salmen og salmesangen som bundet til og rækkende ud mod det almenttil- gængelige.
Det enkle, det anskuelige og et almen-religiøst budskab finder vi i den Ingemann-salme, som vi indledte med at synge, ”Den store mester kommer”. Af Ingemann selv klart opfattet som en regulær salme, oven i købet med et bi-