Page 6 - Tankebreve

Vi kender teksten bl.a. fra den sto- re videnskabelige udgave af folkevi- serne, DgF, Danmarks gamle Folkevi- ser, påbegyndt 1853 af Grundtvigs søn, Svend Grundtvig, og først afsluttet 1976. I alt 12 store, tunge bind. Visen, som Sthen henter sin melodi fra, er nr. 425 og har her titlen ”I Grevens Tjene- ste”.
Det skal så lige bemærkes, at visen ikke er det, vi normalt forstår som en middelalderlig folkevise. Det er en sen folkelig vise, antagelig så sen som fra Sthens århundrede, 1500-tallet. Og det er noget andet. Men Sthen har, ligesom andre tidlige salmedigtere, hentet in- spiration i folkelige, verdslige viser og melodier for at få den nye salmesang til at vinde genklang hos hans publi- kum. Ligesom Kingo i øvrigt også har benyttet sig af danseviser og andre verdslige sange som melodiforlæg.
Sthens folkelige tilgang til salme- skrivningen rejste en del kritik i tiden. Det fremgår af hans senere, versifice- rede forsvar, ”Bogen taler til læseren”:
Jeg hedder Vandrebog og det med rette,
Det kan ingen med skel imod trætte,
Jeg vandrer flux om til land og vand,
Jeg findes hos både kvinde og mand, Etlich tusind exemplaria, som du ser,
Ere trykte af mig både her og der,
Somme behager det ilde og somme vel [...]
Der er dem, der mener, at viserne går på ”en letfærdig stemme” og ”af verdslige visers stemme tagen mon være”, hvortil bogen forsvarer sig ved at sige:
Efter stemmen [melodien] skal man ei så meget agte
Som efter ord og mening dem vel betragte, Tilmed er ei digtet denne bog
For dem som selv er vise og klog
Og kunne høre græsset vokse og opstå
End om vinteren når frost og sne ligger på,
Men for den fattige, enfoldige, gemene mand,
Hannem til vilje, undervisning og for- stand.
Det vil jeg sige dig, fromme læsere god, Til kende give, far nu vel, og hav godt mod!
Fra Sthen, som nok synges, men ikke ellers kendes, går turen ca. 140 år frem i tiden til Brorson. Der er flere grunde til at tage Brorson med i sam- menhæng med en oversigt over den folkelige tone og tradition i den danske salmesang.
For det første er Brorsons salmer, dvs. primært hans julesalmer (1732) og samlingen Troens rare klenodie (1739, en opsamling af en række hæfter fra 1733 og 34) ikke skrevet til kirkens offi- cielle brug, men for menigheden i Tønder. Julesalmerne endda, som han selv siger i undertitlen, ”enfoldigen og i hast sammenskrevne”. Det er ikke kirkens tale, det er den inderlige appel fra hjerte til hjerte.
Titelbladet til Brorsons Troens rare Klenodie, 1739.
For det andet er de udsprunget af en folkelig vækkelse, som de tre Bror-
-6-