Page 6 - Demo

In Deo Mundus
Meningen med livet bliver derfor i en forstand at bringe det tabte tilbage. Når det gælder det personalhistoriske plan, er der ingen tvivl om, at han med sine lyriske naturbilleder søger tilbage til Falsters guddommelige natur, som han tabte, da hans fader døde. Inge- mann var teokrat og tilhænger af Gudsvælde.
Ingemann efter David Monies - i tiden da han skrev
Julen har bragt velsignet Bud.
Et af hans mottoer var: ”In Deo Mundus”, som betyder, at verden er i Gud. I et brev til Ingeborg Christiane Rosenørn fra 1851 fremgår dette også klart og tydeligt: ”Den eneste Stor- magt, jeg stoler paa, er Vorherre”. Der er ikke tale om nogen streng og utilgi- vende Gud, men derimod en mild og menneskekærlig Alfader, som giver mennesket Paradiset tilbage. Gennem
hele livet søger Ingemann tilbage og finder Paradiset i det tabte.
Ingemanns tro på det guddomme- lige nærvær er nært beslægtet med den romantiske opfattelse af tilværelsen som en stor organisme. Paradiset er til stede i naturen, lyset. Og Gud, natur og kosmos indgår i en samlet helhed. Det er ikke tilfældet, men Guds forsyn og kærlighed, der råder i verden. ”Enten vi see den evige Faders Grund eller ikke, vi vide jo, at den maa være Kjærlighed”, skriver han i 1859 i et brev til den norske digter Andreas Munch. På den måde bliver det kri- stendommen eller Gud, der gennem- trænger menneskeheden og naturen og styrer verden ud fra dens principper.
Poesi eller eventyr?
Poesien er medvirkende for dette Guds herredømme på jorden. Derfor er In- gemanns digte også fyldt med stem- ningsmættede billeder. De fremstår som en mellemting mellem glansbille- der og guldaldermalerier og er meget nær beslægtet med eventyrets billed- verden.
H. C. Andersen var da også hans gode ven. I en nekrolog i Illustreret Tidende, fra 9. marts 1862, lidt mere end 14 dage efter Ingemanns død skri- ver eventyrdigteren:
”Ved hans Vugge stod Danmarks Ge- nius og Poesiens Engel; de smaa igen- nem Barnets milde blaa Øjne i et Hjer- te, der ikke kunde ældes i Aaringer: Barnesindet vilde aldrig forsvinde. Han skulde blive en sjælden Urte- gaardsmand i Poesiens Have i det dan- ske Land....Hvad han plantede, gror, thi det hat slaaet Rødder i Folkets Hjer- ter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog, hans Fædrelandssind lægger Kraft i Sværdet....”