B. S. Ingemann-Selskabet

Ingemann01



Citater af Ingemann, m.v.
et lille udvalg af forhåndenværende notater
 

Ingemanns valgsprog:
IN DEO MUNDUS
Betyder formentlig: ”Verden er i Gud”.
Ingemann var teokrat (tilhænger af
Gudsvælde).
- Kristendommens ånd skal gennemtrænge menneskeheden, og ud fra dens principper skal verden styres. Poesiens mål er at virke for dette Guds herredømme på jorden.
Kristian Nielsen:
Håndbog i B. S. Ingemanns Liv og Forfatterskab, 2009, bd. II, s. 226.

Menneskeslægten gaaer stedse fremad til det Bedre, men kun et Hanefjed 
Brev til Ingemann fra Christian Hviid Bredahl (1784-1860) af 7.11.1837, jf. Breve til og fra Bernh. Sev. Ingemann, udgivne af V[ictor] Heise. Kbh. 1879, s. 362.

Livet udvikles i Strid – det er den evige Orden
Brev til Ingemann fra Malthe Bruun Nyegaard (1789-1877) af 9.9.1859, jf. samme, s. 539.

Enten vi see den evige Faders Grund eller ikke, vi vide jo, at den maa være Kjærlighed Brev af 11.6.1859 til den norske digter Andreas Munch (1811-1884), som havde mistet sin søn, Johan Charlot M. (1850-1859)
Kristian Nielsen:
Håndbog i B. S. Ingemanns Liv og Forfatterskab, 2009, bd. I, s. 450.

Unddragelse fra Politik og Krig er en af de store Herligheder, jeg glæder mig til paa den anden Side af denne Tilværelses Hunde- og Katte-Periode, med dens Hvalpe- og Killinge-Blindhed med sand Menneskelighed 
H. C. Andersens brevveksling med Lucie & B. S. Ingemann. Udgivet med indledning og kommentar af Kirsten Dreyer. Bind II. Kbh. 1997, s. 504, brev 315.

Af Kjærlighed er jeg rigtignok en stor Liebhaver, men Verden har Andet at gjøre end at elske mig; sandt at sige, er der ogsaa Maade med min Kjærlighed til den... Ved Verden mener jeg naturligvis ikke her Guds skjønne, herlige Natur i og udenom Mennesket, men dens Maskaradebillede i Tidsaand og Modesmag, Gudebilledets Karrikatur i vor dannede Verden, Sandhedens, Kjærlighedens, Frihedens, Religionens, Poesiens og alle de store, evige Ideers Vrængbillede i det Moment af Aartusinder, vi kalde Nutid...
Da Voldene stod. Erindringer af W[illy] Schorn. Kbh. og Kria. 1905, s. 285.

Den eneste Stormagt, jeg stoler paa, er Vorherre
I brev til Ingeborg Christiane Rosenørn (1784-1859) af 2.1.1851, jf. Brevveksling mellem B. S. Ingemann og Fru I. C. v. Rosenørn. Ved V. Heise, 1881, brev 46.

Om Forfatterskabet: ”Litteraturens land er en åndelig fristat, som hverken ved af konger eller kronprinser, men hvor enhver genius kun kan være størst i sin egen individuelle verden”. 
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.

Til H. C. Andersen: ”Nej, tro mig kære ven! Det guddommelige og det evig sande i menneskenaturen, i menneskeånden, i dens liv og historie, er poesiens evig friske og uudtømmelige kilde”.
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.

Ingemann om sig selv: ”Tilværelsens betydning, ikke blot for det enkelte menneske, men for hele menneskeheden med alle dens bortgangne og tilkommende slægtled, blev ham dog med tiden i al spredt og ubevidst higen den højeste livsopgave. Spørgsmålet om den evige verdensplan selv”.
Jf. formentlig  
Bernhard Severin Ingemanns Levnetsbog, skreven af ham selv, ... 1862 (side pt. ukendt).

Ingemann lader hovedpersonen Gudmund i eventyret
De fire Rubiner formulere sine grundtanker:
Han frygtede næsten for en sådan fremmed indvirkning på hans frie, åndeligenatur. Han havde fra sine første studenterdage fået en slags mistillid til, hvad der almindeligt blev udgivet for den allerviseste visdom. Han havde hørt så mange domme og påstande lovprise som dybsindige og vise, der, hvis de var sande, ville omstyrte alt, hvad der var ham helligst og kærest. Han havde set så mange medstuderende indskrumpe til åndelige benrade ved deres stuelærdom, og han ville nødig købe visdommen med tabet både af fantasi, følelse og liv...”

Om Folkeånden: ”Danmarks dybe fald og genrejsning, folkeåndens død og opstandelse ved de døde forfædre og heltes tilbagevenden, således som dette mytiske drama gentager sig i ethvert folks historie... Og selv i de tilsyneladende ytringer af en næsten dæmonisk ånds forbindelse og et vanvittigt idéfjendskab på historiens skueplads, mener jeg vi må søge og finde i det humanitetens fællesskab, der sammenknytter slægten til een oprindelig stamme, hvoraf ingen gren er helt løsreven eller hjemfalden til dæmonerne. Ingen folkeånd er helt forkastelig”. ”Sekterisk ukærlighed og sygelig hængehovedvæsen er mig lige så modbydeligt som den forstandshovmodige rationalisme, men al åndelig intolerance, den være religiøs eller videnskabelig, er mig forhadt”.
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.

”Hvad jeg kalder romantik er sjælen i enhver tids poesi”. 
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.

”I eventyret, i spøgelsesverdenen, i de østerlandske digtninge, i alt det magiske og sælsomme, i hele den forunderlige sagnverden og den såkaldte folkelige overtros foragtede sfære finder jeg en uendelig rigdom af poesi. Jeg finder ofte mere sandhed og visdom i et ammestueeventyr end i de skarpsindigste filosofiske systemer”. Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.

”Kunne det lykkes vor forstand at bortforklare virkeligheden og den store poesi, der lever i alle nationers almuesagn om synlige vink fra tilværelsens usynlige egne, så ville dog bestandig en dybere fornuft redde det skønne og store deri ved fantasiens uskyldige barnehånd”.
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning
.

”Jordelivet er en første begyndelse af det liv, der først gennem alle tilværelsens stadier skal udvikles i sin helhed. Det mindste liv forholder sig til helheden som dråben til verdenshavet - solens billede er i dugdråben og i havet”.
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.

Ved at staae ene paa de høie Bjerge, ved at see Vulkaner og brusende Strømme under den gamle, rolige Stjernehimmel, hvor Karlsvognen pegede mod Nord og min Længsel fløi med Skyen mod Fædrelandet, følte jeg i de mest blandede Stemninger af Henrykkelse og Vemod Enkeltlivets underfulde Forhold til Universet og dets evige Bærer
Citat fra Ingemanns rejseliv 1818-19
 

Det er tilvisse en fattig Verdensanskuelse, der i Uendeligheden af Verdner kun seer Jordkloden beboet
Af brev til H. C. Andersen af 10.8.1859
 

Naar under Solen ei Sjælen hvad den vil
saa er der andre Sole og andre Stjerner til.
Og slukkes alle Sole og Stjerner engang
dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang
 

Glæd dig i din Vinter, Nord!
Christus bringer evig Sommer 

Skal Jord og Himmel selv forgaae,
Guds Ord, Guds Rige skal bestaae,
og ei hans Aand bortvige

Af Ordsprog og Sententser, jf. Efterladte Eventyr og Fortællinger… 1864, s. 41f.: 

Alting er Videnskab! sagde Fanden, han hørte Forelæsninger i Kiel. 

Alt for stærkt – slaaer Hjertet itu! sagde Kjærlingen, hun spædte sin Kaffe med Brændevin. 

Naar du blotter dine Rødder, bliver du traadt under Fødder. 

Man kan faae for Meget af det Gode! sagde Bonden, han fin Gjødningslæsset over Hovedet. 

Lad mig høre din Mening (Dom) om Andre, saa skal du høre min om dig selv. 

Den der løfter Haand mod Aand, falder for sin egen Haand. 

Skjult slumrer Tiden end, der ei blev fød, i den forgangnes Favn, i Nuets Skjød. 

In lumine adest moment
Sæculorum sol sapienti.
I Øieblikkets Himmelglimt den Vise
Aarhundredernes Sol kan see og prise. 

Eet er Gudsriget - og evigt kun, hvad Det rummer. 

Et Menneske kan slet Intet tage, uden det bliver givet ham fra Himlen, men hvad der bliver givet et Menneske fra Himlen, det skal ingen Magt i Verden fratage ham.

 

Af Huldregaverne, 1831:
I Solglands flagre de Døgnfluer smukt
Og hoppe i Luften af Glæde;
De elske og frydes ved fælles Flugt
Til rullende Livssol er nede.

Et Døgn her samles og skilles ad
Den rastløse Menneskevrimmel -
Ak! hvor faaer den Tid til saa meget Had
Paa Flugten fra Jord til Himmel?

Nødvendigheden Mennesket maa lyde 

Efter Natten maa det dages 

Gud seer naadig til et barnligt Hjerte 

Med Gud i Hjertet tryk du vandre kan 

Vær glad! vor Skjæbne er jo i Guds Haand 

Naar Verden svigter, er dog Trøst hos Gud 

Den kun nyder, som veed at han nyder 

Kraften døer, naar Ønsket ikke lever 

Paa Jorden ere Fristelserne mange 

Den største Flamme med en Gnist begynder 

Reenhed kun kan Helligdommen naae 

Aftør Uskylds Taare, hvor den flyder! 

Vær troe! og du skal Livets Krone vinde 

De Stores Lykke vexler underlig 

Livets Maal er kraftfuld Virken 

Hver kraftig Idræt Verden Frugter yder 

Endnu er ei den gode Kraft død hen 

Naturens Helligdom udgranske Faa 

Det Harmoniske bestaaer 

Kjærligheden lever selv i Døden 

Elskeren trylles, men haaber og frygter tillige 

Uden Modstand Kraften døer i Roe 

Et evigt Navn er døde Heltes Løn 

Det Herligste skal Støvet engang gjemme 

Gud tænder hist det Lys, som her gik ud 

Bag ved Graven rinder ingen Graad 

Kun, hvor ei Hjertet slaaer, er Aanden fri 

Maaskee af Nutids Taarer, Nutids Strid
fremspire Roser for en bedre Tid

Arme Menneske! hvad er du vorden?

Ak! Træl af Daarens usle Dom.

Unatur har lænket dig paa Jorden,

stødt dig af Naturens Helligdom;

og naar stundom kjærlig den dig vil drage

de vildfarne Sønner til sin Barm,

rødme de og styrte feig tilbage

kold i Følesløsheds Arm.

 

Ei monne Kæmpelivet sig begrave

i Fædres Høie under sorten Muld;

der staaer endnu en Blomst i H e r t h a ’ s Have,

saa skjøn, saa duftende, saa underfuld;

og Blomsten gammelt D a n n e s i n d sig kalder,

vel stundom den sit Hoved bøie kan,

men aldrig ganske den til Jorden falder,

saalænge Helte staae ved D a n a ’ s Strand.

O Held os! Blomsten høit sit Hoved hæver;

thi Danmarks Helte er ei slumret hen,

og mangen Søn af døde Kæmper lever,

som Tidens Guld fremdrage kan igjen.

Det er ei rødt Metal, som Jorden skjuler,

og Menneskene daarligt drage frem,

selv kaldende fra Underverdnens Huler

Tyrannen, som behersker dem.

 
 

Tider skal rinde,

Stjerner skal lyse og svinde,

Slægter skal blomstre og atter døe hen,

Danien stande igjen.

 
 

Kraften skal leve

og trindt om D a n i e n svæve,

stolt som en Phønix med gyldene Fjer,

tryg er det Land, hvor den er.



Min gode og onde Engel

(Ingemann betegner digtet, som er hentet fra Smaadigte og Reiseminder, 1832, s. 5-6, som den Grundfølelse, der harmonisk opløser hine Dissonantser i mit Liv og min Lyksalighed, jf. Tilbageblikket, s. 53)

Ved Livets Port jeg en Lysalf saae;

En Svartalf saae jeg ved Siden staae.

De sang mig ved Vuggen en Spaadomssang;
Den Spaadom mindes jeg mangengang:

Jeg lover ham Kjærligheds rige Skat
Og skjønne Syner ved Dag og Nat.

Jeg lover ham Venner og Hjerters Priis;
Jeg aabner ham Digternes Paradiis.

Saa sang den Hvide med venlig Røst;
Og saligt svulmed alt Barnets Bryst.

Da loe den sorte Engel og qvad:
Lad Skygge og Lys kun følges ad!

Jeg lover ham kun en ringe Nød;
Men Baal skal bluse af liden Glød.

For hver en Strøm af Kjærligheds Væld
Een Draabe fra Hadets det kolde Fjeld!

Den Draabe skal qvæle hans Hjerte meer,
End noget Øie i Verden seer.

Og aabnes ham Digternes Paradiis,
Og vinder han Hjerternes skjønne Priis - 

Hvad høiest elskes, skal hades meest -
Derpaa skal han see hvad ham lykkes bedst. 

Saa sang den Svartalf, ved Vuggen stod.
Een Trøst tilføied hiin Engel god:
 

Dog svulmer med Harmen i krænket Sind -
Flyer Freden som Blomster i Hvirvelvind - 

Selv Baalet fra Hjertets Ild=Bølgebrud
Skal brænde ham Giften af Saaret ud.

Tilsidst hver Niddets og Hadets Røst
Skal luttre Sjælen i saaret Bryst; 

Og naar den flyver med Seir fra Jord,
Skal Kjærlighedsminder betegne dens Spor.

I nogle Dagbogsoptegnelser*) (Daglige Bemærkninger, som Ingemann kalder det) Paaskedag 1821 hedder det: 

Kirkemusik høres og bedømmes som Consert eller Opera med nøie Bemærkelse af de syngende Skuespillere og do. inder, uden at ret mange synes at stemmes til Andagt derved eller begeistres for det Musikken skal betyde og udtrykke. - Men røres til Taarer kan dog en Dame af en hendes Nerver angribende Akkord i samme Øieblik, hun med sin Consert-Interesse og Conversationstone har gjort en Bemærkning om den eller den Sangers Stemme fra Kirken sammenlignet med Skuepladsen. Med Deltagelse synes Selskabet nu undertiden at synge en Nationalsang (især naar den er blevet i Moden paa nogen Tid ved at synges i Conserten), men naar Nogen bliver virkelig begeistret derover og udbryder Fædrelan-dets Skaal, betragtes det som en Synder-lighed eller optages med Ligegyldighed eller som en Spøg med Latter. Naar skal der dog igjen blive en Nation af os?? 

I denne Forargelse over Mangel paa dybere aandelig Interesse, religiøs og national, ligger aabenbart Spiren til Ordene: 

Og blunder atter i Blødheds Drømme
Mit Fødeland ved de dybe Strømme,
Da ryster Sjælen og vækker Aanden,
Og styrker Hjertet og ruster Haanden. - -
 

Jf. Ingemanns historiske Romaner og Digte. Af Kjeld Galster. Kbh. 1922, s. 29.
*) Fundet mellem Arkitekt Ingemanns Papirer)

Da Ingemann i sin tid blev opfordret til at fuldende sin Levnetsbog (1789-1806, udgivet 1862), svarede han: Det er i Grunden ikke nødvendigt, thi man har mig jo i mine Skrifter. Og i Tilbageblik paa mit Liv og min Forfatter-Virksomhed fra 1811-1837 (1863) skriver han: Mit indre Livs Historie fra mit attende Aar har jeg for en stor Del nedlagt i min Poesi.

Vi kan med andre følge Ingemann et langt stykke ud fra hans mange tekster – og især hans poesi. - Nedenstående digt er taget ud af en større sammenhæng, men tolker helt ind til benet, hvad Ingemann selv mener – i en alder af 24 år.

Der ligger en Gaade for hver Mands Blik,

Kun Faa den at tyde blev givet,

De Fleste fra Vuggen til Graven gik;

Men stedse en Gaade blev Livet:

Hvorfra? og hvorhen? Det vidste de ei,

Hvorfor? de ei mægted udgrunde

Og den gik aldrig paa alfar Vei,

Som grant det udtolke kunde.

 

Der gives et helligt, et underfuldt Ord,

Som eene den Gaade kan tyde,

Det toner saa vidt over mørken Jord,

Og mægtig det Sjælen kan fryde;

Men Tusind det høre, og fatte det ei,

Det nævnes af tusinde Munde,

Og den gaaer ikke paa alfar Vei,

Som Kjærligheds Dyb kan udgrunde.

Varners pöetiske Vandringer (Procne 1813).

Ifølge Ingemann er der intet menneske, der helt giver udtryk for at have forstået hvad Livet går ud på. Dette afspejler sig i vores Blik. Hvorfra kommer vi ? Hvorhen går vi ? Hvorfor er vi her ? Livet er en gåde – hele livet. – Og selvom der ifølge Ingemann er et synligt bevis, som kan føre mennesket til gådens løsen, nemlig et helligt og underfuldt ord, så fattes det ikke.

Det er Kjærligheden, der ifølge Ingemann forløser alt, som forklarer alt og som er svaret – her såvel som hisset.


Citater af andre om Ingemann og hans skrifter 

Lucie Marie Ingemann, f. Mandix (1792-1868), Ingemanns hustru:
Uden din Kiærlighed havde jeg ingen Glæde havt i Livet og kun en svag Anelse om den evige Salighed.
Indledningen til Et lille Levnetsløb til Bernhard, 1996

 
Hans Lassen Martensen (1808-1884), dansk biskop:
En psalme bør være klædt som Lilien paa Marken og ikke i Salomonisk Overdaadighed, ...
Om Ingemanns nys udgivne Psalmer med Tillæg af andre religiøse og symbolske Digte…, 1861, jf. brev af 21.9.1861.
Kristian Nielsen: Håndbog i B. S. Ingemanns Liv og Forfatterskab, 2009, bd. I, s. 475.

 
H. C. Andersen (1805-1875), forfatter:
Ved hans Vugge stod Danmarks Genius og Poesiens Engel; de saa igennem Barnets milde blaa Øjne ind i et Hjerte, der ikke kunde ældes i Aaringer: Barnesindet vilde aldrig forsvinde. Han skulde blive en sjælden Urtegaardsmand i Poesiens Have i det danske Land... Hvad han plantede, gror, thi det har slaaet Rødder i Folkets Hjerter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog, hans Fædrelandssind lægger Kraft i Sværdet...
Illustreret Tidende, 9. Marts 1862
 

Carl Langballe (1890-), forfatter:
Ingemann er den Digter, der har betydet mest for det danske Folk.
Citat fra forordet til B. S. Ingemann. Et Digterbillede i ny Belysning, 1949

 
George Brandes (1842-1927), dansk litterat / kritiker:
Hans Morgen- og Aftensange er uforgængelige. - Der er heri noget lige saa skønt og enestaaende som i en Veda-hymne eller en gammen hebraisk Salme - et fuldtklingende Udtryk for en barnlig og ægte Følelse.
Citat fra Danske Digtere, 1877

 
Valdemar Vedel
(1865-1942), dansk forfatter:
Disse romaner er hans elskovsbørn, og al den lyst og kærlighed, der er nedlagt i dem, smitter uvilkårligt.
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.

 
Vilhelm Andersen (1864-1953), dansk forfatter / litterat:
Ingemanns romaner og ikke Oehlenschlægers nordiske gude- og heltesagn blev læst af det danske folk som Homer af grækerne.
Tonen fra himlen er hvad Ingemann har kaldt romantikkens grundidé. I udtrykket sjælens pilgrimsgang har han givet hovedordet i sin salmedigtning en meningsdannende virkning ud over kirkens bekendelse til at omfatte alle tider og lande.
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.
 

Xavier Marmier (1809-1892), fransk forfatter / litterat:
Han befolker sin verden med alle mulige romaneske og heroiske billeder fra Danmarks gamle historie. Det er dér han har opfyldt sin mission som digter i største udstrækning.
Tidligt indlæg på hjemmesiden uden kildehenvisning.